Du er ikke alene, med din skade på hjernen.
Når man på grund af stress eller sygdom oplever en mindre svækkelse af hjernen, får man pludselig en række ting til fælles, med hundredtusindvis af andre mennesker i Danmark. Altså nogen, der har stået på præcis det samme sted i tilværelsen, hvor du befinder dig lige nu. Når det kommer til genopbygning af hjernen, har det vist sig at årsagen til skaden, er lidt ligegyldig. Når vi forlader hospitalet, er vi nemlig ikke længere kun vores diagnose, men rigtige mennesker, med en fælles, lidt vanvittig, spændende og udfordrende opgave foran os. Og vi er i samme båd. For at kunne identificere os med alle de andre, og kunne drage fordel af deres erfaringer med genopbygning af hjernen, må vi for det første forstå, at vi reelt set kæmper med de samme udfordringer og for den samme sag. Altså må vi, altså du og jeg, allerførst kunne identificere os med de andre.
Herunder kan du læse et lille uddrag af min bog “Af skade bliver man klog”
Min intention med denne lille anekdote i lærebogen, er blot at beskrive mine udfordringer indefra, for det er der af gode grunde, ikke nogen af de fagpersoner jeg har mødt, der var i stand til.
Du vil sikkert hurtigt opdage, at vi to har noget tilfælles. Det betyder, at du ikke længere er alene. Velkommen til fællesskabet. Kærlig hilsen Per Leth.
kort uddrag fra min bog:
En dejlig torsdag
Jeg står og sætter kaffe over, da jeg gennem vinduet ser postbuddet ude på vejen. Jeg beslutter mig for at gå ud for at hente posten. Undervejs kommer jeg forbi indkørslen, hvor jeg ser bilen stå. Da jeg passerer den, kommer jeg pludselig i tanker om, at jeg jo egentlig skulle ud at købe en ny sav. Den gamle er rusten og mangler flere tænder. Lidt efter drøner jeg glad af sted i bilen med kurs mod Silvan. Det går da rigtig godt, tænker jeg. Jeg når faktisk ret langt, før det slår mig, at butikken da vist ligger et andet sted i byen. Efter lidt kørsel i en anden retning lykkes det mig endelig at finde byggemarkedet.
Der går jeg så ind og køber en fin ny fukssvans, de har på tilbud, og føler selv, at jeg har været heldig og meget dygtig. Efter at have været rundt på parkeringspladsen og ledt efter bilen i en halv times tid, begiver jeg mig endelig hjemad. På hjemvejen ser jeg, at bilen er løbet tør for sprinklervæske. Da jeg kommer hjem, står jeg ud og åbner kølerhjelmen for ikke at glemme sprinklervæsken, og så lukker jeg døren til skuret op. Jeg skulle vist have en sjat sprinklervæske stående, tænker jeg, imens jeg lader blikket glide rundt. Først får jeg øje på en splinterny fukssvans med præcis det samme prismærke på. Aha, tænker jeg… Den er da helt ny. Men jeg glemmer hurtigt, at jeg nu ejer to splinternye fukssvanse, da jeg får øje på dunken med gødning til drivhuset.
Uha-uha, tænker jeg ved synet af gødningen. Der har været 25 graders varme og fuld sol i flere dage, så drivhuset skriger helt sikkert på vand. Jeg går derefter straks ud og åbner for vandet. På vejen tilbage passerer jeg plænen, der tydeligvis er blevet alt for lang. Lidt efter er jeg i fuld gang med at slå plænen, da jeg, så vidt jeg husker, ikke rigtigt har andet at lave i dag. Midt i plæneklipningen kommer jeg i tanke om, at jeg da vist aldrig fik min morgenkaffe. Det må der da være tid til som pensionist, og jeg går derfor ind for at drikke min velfortjente morgenkaffe.
Da jeg kommer ind, ringer telefonen, og jeg tager den. Det er nogle af vores venner, der inviterer os i sommerhus i næste weekend. Jeg synes, at det lyder rigtig godt, og siger straks ja tak, så de hurtigt kan komme i gang med at forberede turen. Da jeg har lagt røret på, får jeg helt tilfældigt øje på kalenderen, der ligger foran telefonen. Da jeg slår op i den, ser jeg til min store skræk, at der står en anden aftale på den samme dato som sommerhusaftalen. For at det ikke skal være løgn, er der rent faktisk tale om min kones fødselsdag, hvor jeg har lovet at tage hende ud at spise sammen med vores datter og svigersøn. Det har været aftalt i lang tid, og jeg ved, at min kone glæder sig meget.
Efter at have drukket min kolde kaffe lægger jeg mig lidt på sofaen og slapper af. Jeg er lidt træt, for der har jo allerede været meget at se til. Da jeg ikke kan komme i tanke om andet, jeg skal, tager jeg en lille velfortjent lur. Jeg bliver først vækket, da min kone vender træt hjem fra arbejde. “Nå …” siger hun smilende og fortsætter: “Hvad har du så fået dagen til at gå med, min ven?” “Tja …” svarer jeg nølende og tænker, så hjernen koger – dog uden, at den producerer et fornuftigt svar. Jeg har på fornemmelsen, at jeg har haft susende travlt hele dagen, men kan ikke præcist huske, hvad det er, jeg har haft så travlt med. Når jeg leder i min hukommelse, er det som at kigge ned i en kulsort kælder.
Min kone undrer sig sikkert over, hvorfor posten stadig ligger ude i postkassen, at kølerhjelmen på bilen står vidt åben, indkøbet af de to ens save, at plæneklipperen står ude midt på den halvfærdige græsplæne, og at drivhuset efter 5-6 timers vanding er ved at drukne. Men hun tager det pænt og er meget forstående. Godt, at hun endnu ikke har kigget i kalenderen. Sandheden om dobbeltaftalen udsætter jeg til i morgen. Det skal jeg nok huske at fortælle hende. Og det haster vel ikke så meget … det har jo allerede været en hård dag.
I begyndelsen stiller vi alle det begavede spørgsmål:
Hvor hurtigt kan jeg forvente at genopbygge min hjerne, og erstatte de tabte hjerneceller med nye?
Svaret er enkelt: Det handler om hvad du vælger at gøre og hvad du vælger at lade være med at foretage dig. Det vanskelige består i, om du tror på at succes ligger indenfor de mulige udfald af dine aktiviteter.
Hvis du f.eks. ikke tror det er muligt, ville du næppe gide læse disse linier. Da det er et faktum at du læser, kan du ikke være helt fortabt, men har tydeligvis taget de første spæde skridt, på vejen. Du kan bare læse videre, så skal du nok få samme succes, som andre der har har stået i dine sko, og gjort det du gør lige nu. Nemlig at handle.
Hvordan er det lige jeg begynder, og hvad er det første skridt?
Umiddelbart kan en genopbygning af hjernen efter en skade virke uoverskuelig. Både for dig selv, dine kolleger og venner, og for de nærmeste personer, der vælger at støtte dig i genopbygningsfasen.
Hvis du tror at der er tale om raketvidenskab, er der plads til forbedringer i dit verdensbillede. Der er nemlig ikke tale om noget svært og uoverskueligt, som det tager 30 år at uddanne sig til.
Det handler om ret simple ting, som alle, der kan læse og skrive ret hurtigt kan sætte sig ind i, hvis de beslutter sig for det. Lidt på samme måde som alle mennesker fra 10 år og opefter, kan sætte sig ind i funktionerne på en IPhone.
De vigtigste faktorer, og lettest tilgængelige under
Genopbygningsprocesserne, er bl. a :
Den personlige administration af søvnen.
Omgivelsernes Kærlighed og omsorg.
Begge dele udgør de væsentligste brændstoffer, til at speede produktionen af nye nerveceller i din hjerne op.
Den menneskelige hjerne kan producere alt fra ca. 100 til 10.000 nye celler i døgnet. Om det skal være 100 eller 10.000, er ting som du rent faktisk selv kan bestemme og regulere, når du først opdager hvordan.
Derfor er der folk der har haft hjerneskader før dig, der har normaliseret hjernens funktioner meget hurtigere, end de der har siddet og ventet på et mirakel. Denne side er rent faktisk skrevet, af en helt almindelig hjerneskadet fyr, der selv tog chancen og ansvaret, uden at vide om succes var mulig, eller om det var spild af tid.
Hvis du fandt denne side brugbar og informativ, må du gerne dele linket med andre, der kunne have glæde af den. Det gør du ved at klikke på et af de små blå links (FB, Twitter eller e-mail) herunder.