Hvem er jeg 2

Hvem er jeg?

Hvad er identitet for noget?

Gennem opvæksten tildeles vi gradvist en primitiv form for identitet. Især gennem de ting vi får eller anskaffer os og dermed besidder. Det er mit stykke legetøj, mit værelse, eller det er mit navn og han eller hun er min ven. Når vi står foran at miste noget, som vi identificerer os med, bliver vi desperate og ulykkelige. Identifikation med noget, gør os således sårbare, og vi rammes af frygt, hvis vi skal tage afsked med et andet menneske, eller en ting som vi har knyttet os til.

Hvis man tager et stykke legetøj fra et barn, bryder det naturligvis i gråd, fordi barnet føler at hele dets identitet er under angreb. I barnets verden, er ejerskab over tingene, blevet til en del af deres personlighed. De opfatter det fejlagtigt som en trussel på selve livet, hvis herredømmet over de pågældende genstande eller relationer, er i risiko for at  blive sat over styr.

Som voksen udbygges denne forestilling gradvist, og vi får en ny identitet. F.eks. i form af en smuk eller måske en stærk krop, en høj uddannelse, en stor formue eller en ny bil. Vi har alle fået et unikt personnummer, og vi har alle en bestemt fysisk og psykologisk identitet, som mand eller kvinde.

Men uanset hvad man anskaffer sig, opdager man efter kort tid, at glæden over nyanskaffelsen og den medfølgende identitet, sjældent holder ret længe. Følelsen af tomhed vender før eller siden tilbage. At man ville blive mere komplet, når først objektet var inden for rækkevidde, var blot en illusion. En forestilling eller fantasi i vore tanker. Derfor er glæden ved at dække de følelsesmæssige og fysiske behov, altid en kortvarig fornøjelse.

De fleste af os, får før eller siden den gode ide, at der må findes en partner, der kan opfylde alle  behovene i os.

Et menneske, som fjerner ensomheden og tomheden én gang for alle, og dermed gøre os lykkelige resten af livet. Der findes i vores kultur en særlig ønskedrøm, fantasi eller forestilling, om det perfekte match med den perfekte partner.  Det er en god intention, og det er der ikke noget forkert ved. Forestillingen foregår som en form for fantasi eller tankespind i vores hoved, og er ikke udsprunget af noget ægte fra vores indre kerne, men mere en ide vi har fået gennem vores kultur. Desværre er denne drøm blevet til en fantastisk forretning, men ægte kærlig og forretning går som bekendt ikke i spænd.

Mange af os har opbygget en identitet i kraft af vores krop, sociale status eller vores materielle besiddelser. Hvis nogen spørger os hvem vi er, vil vi sandsynligvis svare med at fortælle om vores livshistorie, oplyse om vores sociale status, uddannelse, alder, geografiske bopæl eller vores køn. Men vi kan imidlertid også have lært, at identificere os med det at udføre noget, eller opføre os på en bestemt måde.

Altså at være noget i kraft af det vi gør, og ikke i kraft af den vi inderst inde er født til at være. Der er ikke noget forkert i at være aktiv, og hjælpe sig selv og andre, med de opgaver der opstår i livet. Men der er stor forskel på det vi ser ud til at være, og så den indre kerne vi rent faktisk er, bag alle tankerne og fortællingerne. 

Man siger, at menneskets såkaldte personlighed, er den maske vi gemmer os bag.

 

 

Her er et praktisk eksempel på en af maskerne:

På den lange bane finder vi alle ud af, at livet er for kort, til blot at stille sig op som statister i vor tids kiggekø. Med begrebet kiggekøen, mener jeg de timer vi bruger på at lade os underholde, med såkaldte nyhedshistorier om, hvad andre mennesker har sagt, gjort eller forsømt. Altså helt præcist det vi på dansk kalder for sladder. Definitionen på sladder, er den information vi har på anden hånd, og som ikke angår os selv, men er rettet imod andre, og dermed væk fra os selv. Det drejer sig oftest om negativ omtale, fordi medieindustrien har fundet ud af, at mange elsker at svælge i andres ulykke, og at det derfor sælger bedst. Der er altså ikke nogen form for onde hensigter bag “nyhederne”.  Blot kynisk forretning og simpel grådighed. Læseren eller seeren, er sådan set selv både varen og forbruger af dette vanedannende stof, men har ikke lyst til at forstå det, og kan derfor ikke erkende det. Det er altid ubehageligt at blive manipuleret med. Det er endnu værre at tilstå overfor sig selv, at man har været offer for det i mange år. Ved formidlingen, sker der en slags angreb på andres ret til at gøre og sige, det som de mener, er rigtigt for dem. Hvis vi føler trang til at personificere historierne ved at koble personer og måske velkendte navne på, risikerer vi at komme tæt på den type adfærd, som de omtalte personer ville opfatte som bagtalelse. Det gør os i mine øjne, ikke til bedre mennesker. Tværtimod. Den kostbare tid vi bruger på at beskæftige os med andres udfordringer, fejl og manglende succes, kunne med fordel benyttes på at kigge lidt nærmere på os selv.

Det er lidt af et paradoks, at så mange mennesker i vores kultur, beskæftiger sig så meget med ting, som de absolut ingen indflydelse har på, og så lidt tid på at forbedre deres egen livssituation og dermed livslykke.

Desværre er det sådan at selv børn i skolen, kopierer den livsstil som de hver dag ser forældrene udleve.  De gør det samme, som de ser voksne gøre, og har ofte ikke moralske skrupler ved f.eks. at udfryse eller mobbe andre. Det er præsis, hvad de lærer, når de læser i aviser eller ser TV serier. Konceptet rummer ofte fænomenet : Nogen skal stemmes hjem og udelukkes fra fællesskabet.

På en måde er det for børn og voksne en særlig livsstil, der består i at rette opmærksomheden væk fra det, som vi rent faktisk har ansvaret for, suveræn magt over, og i virkeligheden den største indflydelse på. Nemlig os selv. For at finde ud af hvem vi selv er, må vi først erkende sandheden om hvordan vi egentlig opfører os, og derefter prøve tilgive os selv.

Den gode nyhed er at flere og flere unge tager afstand fra medierne, og nægter at se flow-TV. I stedet udvælger de i højere grad, selv hvem de vil påvirkes af, og gør det oftere gennem nærhed med personlige relationer.  

Det er ubehageligt at konfrontere sig selv med sine såkaldte svagheder. Vores svaghed ligger imidlertid ikke i de ting vi er, eller som vi har sagt eller har gjort, men i vores forgæves forsøg, på at holde det skjult for andre og dermed også for os selv. Altså en form for selvbedrag.

F.eks. ovenævnte livsstil. Uanset hvad vi har gjort i fortiden, er det altsammen fuldstændigt bedøvende ligegyldigt, hvis vi her og nu beslutter at vi vil skifte spor og forsøge at leve op til andre værdier, end dem der ligger i at skade andre og påføre dem smerte.

Prøv engang at stille dig selv spørgsmålet: Hvorfor er jeg nødt til hver dag, måske som det første, at rette min opmærksomhed og opsøge såkaldte nyheder, for endnu en gang,  at tilfredsstille min sjæl gennem et selvbedrag?

Det er ikke svært at ændre på den gamle livsstil, men svært at beslutte sig, for at gøre det der skal til for at skifte fokus. Når du læser dette, er du allerede godt på vej mod frigørelsen.