Søvnapnø De fire faser

Sygdommen obstruktiv søvnapnøs fire faser:

 

Fase 1.

Første fase er fælles for alle mennesker, der er disponeret for obstruktiv søvnapnø.

I denne fase er man ikke klar over at man har søvnapnø. Mange tror fejlagtigt at søvnapnø er det samme som snorken og dermed blot et harmløst socialt fænomen.

Derfor kan man som patient eller pårørende i denne fase af sygdommen, heller ikke forstå sammenhængen mellem den elendige restitution efter søvnen og de tilstødende helbredsmæssige udfordringer. Ofte går der al for lang tid, og måske mange lægebesøg og hospitalsindlæggelser, hvor de natlige kvælninger ikke bliver nævnt, før man endelig får den rette diagnose. Hvis man forstiller sig, at sygdommen ikke opdages og behandles i tide, udvikles konsekvenserne altid fra ondt til værre. Symptomerne bliver i den første ubehandlede fase gradvist mere og mere helbredstruende og socialt belastende. Iltmanglen og hukommelsesproblemerne, medfører ofte at det bliver svært at fastholde et arbejde, have et socialt liv, lære noget nyt, eller blot det at koncentrere sig om at læse en bog. Den ekstreme søvnmangel får ad åre karakter af tortur og medfører ofte forandret appetitregulering, humørsvingninger og hos en del, alvorlige målbare blodtryks- og hjerteproblemer. Søvnanfaldene i dagtiden, er i denne fase helt udenfor viljens kontrol, og kan forekomme f.eks. til møder, midt under et måltid, eller bag rattet i en bil.

 

Fase 2.

Når diagnosen stilles, og patienten og de pårørende efter et par måneder får styr på cpap-behandlingen, skifter sygdommen karakter til fase nummer 2.

Mange symptomer vil her normaliseres, og mange kan rent faktisk nå at genoprette de helbredsmæssige problemstillinger og trusler. Blodtryks- og anden hjertemedicin, sovetabletter og antidepressiva bliver nu overflødige, og mange kan blive helt medicinfri. Efterhånden kan de fleste ved cpap-behandling opnå et nogenlunde godt helbred, hvor BMI atter kommer under kontrol, sygelighed og dødelighed bliver aldersvarende, og ofte et normalt socialt liv med et arbejde på samme niveau, som før sygdommens hærgen. På samme måde kan man trygt og sikkert tillade sig at føre bil og benytte farligt motordrevet værktøj igen.

Disse heldige patienter vil ofte undre sig ved mødet med andre mennesker med præcis den samme diagnose, men som befinder sig i fase 3 eller 4. Når fase 2 patienter undertiden tager afstand til fase 3 og 4 patienterne, skyldes det blot at de ikke har et fuldstændigt overblik over sygdommens mulige udvikling.

 

 

Fase 3.

Der findes en del patienter, hvor sygdommen er opdaget for sent. Det betyder at de rent faktisk ikke opnår fuld restitution, på trods af årelang effektiv cpap-behandling. Alle med søvnapnø hvor sygdommen er opdaget for sent, vil således opleve resterende symptomer, af især kognitiv(hukommelsesmæssig) karakter.

Hvis du vil læse mere om disse kognitive problemer, og hvad man gør ved dem, kan du med fordel læse bogen Af Skade Bli’r man Klog

På samme måde, vil patienter der er diagnosticeret i fase 2, gradvist glide over i fase 3, hvis hverken de selv eller en eneste af deres pårørende, forstår betydningen eller rent praktisk magter at administrere søvnapnøbehandlingen. Patienter med de såkaldt kognitive udfordringer, kan få stor hjælp i behandlingen af de hukommelsesmæssige symptomer i håndbogen: “Af Skade Bli’r Man Klog” af Per Leth, der selv er fase 3 søvnapnøpatient på 16′ år.

 

Fase 4.

Før eller senere ender alle de patienter, der er så svækkede at de ikke formår at etablere en effektiv og vedvarende cpap-behandling, i denne sidste fjerde ulykkelige fase. Det vides ikke hvor mange der tilbringer deres sidste 5-10 livsår på denne miserable måde, men flere internationale undersøgelser peger på et tal mellem 20-25%, der er akut behandlingskrævende, men som simpelthen har givet op. Vi møder dem kun sjældent i det offentlige rum, for de fleste magter i denne fase ikke længere de sociale medier, arbejdsmarkedet, familien, foreningsliv og omgangen med velbehandlede patienter. Mange undersøgelser viser, at denne kategori desværre også undgår hospitalskontrol og anden kontakt med sundhedsvæsenet. Søvnlægerne kalder denne fase af sygdommen for “den sociale deroute.”

Dispositionen for sygdommen obstruktiv søvnapnø er ofte arvelig og dermed genetisk betinget. Derfor er tilstanden ikke noget der som sådan kan helbredes, eller som forsvinder spontant. Cpap-behandlingen er en symptombehandling der altid stopper ulykken, og forhindrer som hovedregel udviklingen af de mere alvorlige problemer, men den må være livslang hvis den skal være livsbevarende. Mange patienters skæbne afhænger af, hvor sent i forløbet diagnosen er stillet, og hvor meget skade der er sket, før behandlingen er iværksat.

Det synes imidlertid at have større betydning for succes og rehabilitering, hvis patienten og de pårørende fra starten erkender sygdommens alvor og træder i karakter, og tager hovedansvaret for restitutionen og for cpap-behandlingen.